| Firma vil øge salget af ægte chokoladeSkrevet d. 27 Februar 2004Puratos Denmark, der er en af Danmarks største leverandører af brød- og kageingredienser til det professionelle marked, satser nu målrettet på chokolade til bagere, industri, supermarkeder og catering.
Årsagen er, at Puratos Denmark er leverandør af ægte belgisk chokolade, men at dette ikke har været profileret i større omfang tidligere.
Målet er at fordoble omsætningen i 2004, og midlet er blandt andet en informationskampagne for virksomhedens belgiske chokolade, der bærer navnet Belcolade.
Puratos Denmark vil blandt andet afholde en større event i efteråret, hvor verdensmesteren i finere chokolade giver gode råd, demonstrerer og inspirerer til, hvad ægte chokolade kan bruges til.
Siden man først opdagede mulighederne inden for bearbejdning af kakaobønner for mere end 2.500 år siden, har Belgien været et omdrejningspunkt for fremstilling og udvikling af kvalitetschokolade. De fleste førende chokoladeproducenter i verden har grundlagt deres forretning i landet, herunder Puratos Gruppen.
"Belgien er som bekendt chokoladens hjemland, og Puratos Gruppen, som vi er en del af, har hovedsæde i Brusseles. Satsningen på belgisk chokolade er derfor oplagt i kraft af vores bagland," forklarer Jesper Holst-Egede fra Puratos Denmark.
Mere end 100 medarbejdere i Puratos Gruppen er i dag beskæftiget med blandt andet udvikling og forbedring af virksomhedens chokoladeprodukter. Koncernen er i øvrigt en af de eneste tilbageværende belgisk-ejede chokoladeproducenter.
Et mål med den danske satsning er også at synliggøre over for de nuværende kunder, at Puratos leverer ægte chokolade til blandt andet kager, desserter og finere konditori m.m.
"Mange af vores kunder ved ganske enkelt ikke, at Puratos også kan levere kvalitetschokolade, selvom vi har gjort det i en del år. Og det er naturligvis fordi, vi ikke har været gode nok til at fortælle dem det, hvilket vi vil råde bod på nu," forklarer Jesper Holst-Egede.
Belcolade fås i varianterne mørk, mælk og hvid. Chokoladen leveres både i flydende form, blokke, spåner, drops og stænger.
Jesper Holst-Egede understreger, at Puratos Denmark på trods af den nye satsning stadig vil udvikle, sælge og markedsføre de bageingredienser, virksomheden ellers er kendt for.
"Den nye fokus på belgisk chokolade betyder på ingen måde, at vi drosler ned for vores andre produkttyper. Tværtimod vil vi til stadighed blive ved med at udvikle og optimere både vores bagehjælpemidler, for- og færdigblandinger, margarine og vores andre ingredienser til brød- og kageproduktion," siger Jesper Holst-Egede.
Puratos involveret i nyt chokolademuseum i Belgien
Eddy Van Belle, der er medejer af Puratos Gruppen, er en af sponsorerne bag et nyt chokolademuseum i den belgiske by Brügge. Museet åbner den 19. marts og vil gennem interaktive udstillinger fortælle om chokoladens mere end 2500 år lange historie.
Lige fra den første opdagelse af, hvordan kakaobønnen kunne forarbejdes til chokolade, til nutidens mange hundrede forskellige produkter og varianter.
Se alle nyhederne
|