| Coop: Mælkeproducenter starter priskrigSkrevet d. 24 Februar 2004Coop Danmarks ferskvarechef Torben Laursen undrer sig over danske mælkeproducenters samarbejde med konkurrenten Aldi.
Af Svend Vestergaard Larsen
Danske mælkeproducenters tilsyneladende alliance med den tyske detailkæde Aldi vækker undren hos Coop Danmark.
Ferskvarechefen Torben Laursen, Coop Danmark, fremdrog dette eksempel på kvægkongressen i Herning tirsdag.
- Jeg forstår det simpelt hen ikke. Det er lidt af et paradoks, at de mælkeproducenter, der beklager deres manglende indtjening, selv er med til gennem deres samarbejde med Aldi at starte en priskrig på mælken.
Coop Danmarks ferskvarechef forudser en meget kraftigere koncentration og konkurrence inden for den danske detailhandel.
- Jeg tror på, at vi inden for en fire-årig periode ikke længere har nogen lukkelov og at mange mindre butikker bliver fuldstændig udraderet. Torben Laursen nævnte også, at den danske detailhandel nu investerer vildt og inderligt i øget salgsareal med en stor overkapacitet til følge.
- Der er tre afgørende parametre: Pris, pris og pris. Jeg havde gerne set, at vi diskuterede varens værdi frem for pris, sagde Torben Laursen.
Kilde:Landbrugsavisen
Se alle nyhederne
|