| Forbud mod indførsel af fugle og fjerkræprodukter fra USASkrevet d. 25 Februar 2004Der er fundet Aviær influenza i en fjerkræflok i Texas i USA. Derfor har EU-Kommissionen i dag vedtaget restriktioner for import af levende fugle og fjerkræ og visse fødevarer fra USA.
Restriktionerne indføres for at beskytte såvel mennesker som EU’s fugle- og fjerkræbestand. Sygdommen kan i sjældne tilfælde smitte mennesker ved tæt kontakt med fjerkræ, hvorimod det aldrig er set, at mennesker er blevet smittet ved at spise fjerkræprodukter som kød og æg. Mennesker kan i sjældne tilfælde dø af sygdommen.
Med den nye beslutning er det nu forbudt at indføre følgende produkter og dyr fra USA til EU:
Fødevarer
Fersk kød og tilberedt kød af fjerkræ, strudsefugle, opdrættet og vildtlevende fjervildt.
Kødprodukter af disse arter, der ikke er opvarmet til mindst 70°C.
Konsumæg.
Se også Fødevaredirektoratets meddelelse om forbud mod indførsel af fjerkrækød m.m. fra USA via linket i højre side.
Levende dyr og andre animalske produkter
Prydfugle, fugle der holdes som kæledyr (såkaldt bohave-fugle) samt enhver form for levende fjerkræ herunder strudsefugle samt rugeæg af disse arter.
Råd til fjerkræ-ejere
Udbruddet af Aviær influenza i Texas understreger vigtigheden af, at alle fjerkræ-ejere forsøger at undgå at sprede en eventuel smitte, når de har kontakt med deres eget eller andres fjerkræ.
Fx bør man skifte fodtøj eller vaske fodtøjet grundigt og desinficere det, før man har kontakt til fjerkræ.
Desuden bør redskaber m.v., der har været anvendt i ét fjerkræhold, ikke benyttes i andre fjerkræhold, med mindre redskaberne er gjort grundigt rent og desinficeret.
Første udbrud i USA siden 1984
Udbruddet af Aviær influenza i Texas er det første på det nordamerikanske kontinent siden 1984.
De amerikanske veterinærmyndigheder har sørget for, at de angrebne fugle er blevet slået ned. Desuden bliver der foretaget undersøgelser af alt fjerkræ i en radius af 16 kilometer omkring den angrebne farm.
Se alle nyhederne
|