| Verdensmesterskab i ostSkrevet d. 25 Februar 200416-18. marts afholdes der for 25. gang verdensmesterskaber i ost og smør i Wisconsin, USA. Også denne gang vil ost og smør fra Arla Foods være stærkt repræsenteret i konkurrencen.
”Stort set alle danske eksportrelevante oste er tilmeldt konkurrencen, og Arla Foods tegner sig for størstedelen”, siger konsulent Svend Ålborg fra Mejeriforeningen, som har store forhåbninger til de danske oste.
20 danske mejerier deltager med ca. 60 produkter i konkurrencen om at producere verdens bedste smør og ost.
”De danske oste er i verdensklasse, og fire gange tidligere har vi vundet den endelige konkurrence”, siger han og tipper en emmentaler fra Aars Mejeri eller en danablue fra Høgelund Mejeri til at have gode vinderchancer i konkurrence med 12-1300 oste fra hele verden.
Dansk dommer
Bedømmelsen af ostene foretages af et internationalt panel af dommere, heriblandt mejerichef Ole Brander fra Skodborg Mejeri. Bedømmelsen foregår i to runder. I første runde deles ostene op i klasser, hvor havartioste konkurrerer med havartioste, feta mod feta etc. Der konkurreres i 40 kategorier. Vinderne fra hver klasse kæmper herefter mod hinanden i den endelige konkurrence om verdensmesterskabet.
Ost fra Arla Foods’ svenske mejerier deltager naturligvis også i konkurrencen. Sidste år var det for eksempel en Ängsgården ost fra Falkenberg Mejeri, der blev verdensmester i havarti-kategorien. Det er Wisconsin Cheese Makers Association, der står bag verdensmesterskabet, der har været afholdt hvert andet år siden 1957.
Se alle nyhederne
|