| GMO-aftale mellem USA, Mexico og CanadaSkrevet d. 19 Februar 2004Mexico, Canada og USA har indgået en aftale om import og eksport af GMO. Aftalen indeholder mærkningsregler, som er meget slappere end EU's retningslinier.
Mexico og Canada er de første to lande, der har indgået en handelsaftale med USA, som sætter nogle meget lempelige standarder for mærkning af korn og andre afgrøder, der indeholder gensplejsede planter. Ifølge aftalen skal kun sendinger, der indeholder mere end 5 pct. GMO mærkes som "indeholdende GMO". For sendinger, der indeholder mindre end 5 pct. GMO, lyder mærkaten "kan indeholde GMO".
Det oplyser nyheds-hjemmesiden biotik.dk
Ingen af mærkningerne kommer forbrugerne for øje, men henvender sig kun til importørerne. De 5 pct., som de tre lande er nået til enighed om, skal ses i forhold til EU's grænseværdi på under 1 pct.. Ifølge Associated Press har USA uden held forsøgt at få andre lande som Japan, Kina og Egypten med på en tilsvarende handelsaftale.
Kritik fra Greenpeace
Aftalen møder hård kritik fra Greenpeace i både Mexico og Canada. Greenpeace betragter aftalen som et bevidst amerikansk forsøg på at underminere FN's Cartagena protokol, der regulerer international handel med GMO.
Cartagena protokollens formål er at gøre det klart og gennemskueligt om sendinger af afgrøder indeholder GMO eller ej. Den nye grænseværdi på 5 pct. betragtes af Greenpeace som en obstruering af det formål, fordi GMO i relativt store mængder kan indgå i sendingerne, uden at de skal mærkes.
Se alle nyhederne
|