| ||||||||||||||||||||||
Log ind eller Bliv medlem | ||||||||||||||||||||||
Pensionister på toppenSkrevet d. 17 April 2002Mens unge skranter mere end nogensinde, melder landets gamle om et generelt bedre helbred. Sundhedsministeren vil bruge den nye viden som springbræt til ny folkesundhedsplan med speciel fokus på fedme.De danske ældres helbred er bedre nu end nogensinde før. De er mere raske, friske og ustressede, mens unge mellem 16 og 24 år er mere syge både fysisk og psykisk, viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed. Det er første gang, den unge folkesundhed forværres. – De unge skal nå en masse og har hver især et mægtigt program for deres tilværelse. Der er status i at være stresset, men det går tilsyneladende ud over helbredet og det overordnede velbefindende, siger seniorforsker Mette Kjøller til Politiken. Undersøgelsen er baseret på 17.000 danskeres egen vurdering af helbredet. Den yngre såvel som den ældre generation er i stigende grad bevidste om vigtigheden af en sund levevis. Således spiser et stigende antal danskere sundt, dyrker motion og begrænser alkoholforbruget. Men de overraskende meldinger om sundere ældre afspejles ikke af den stigende brug af medicin, læger, sygehus og alternativ behandling. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen er imidlertid glad for de positive resultater af ældres velbefindende. – Fordi det slår det stereotype billede af sløje og syge gamle mennesker effektivt i stykker, og fordi danskerne faktisk formår at tage ansvar for sig selv og deres helbred i bred forstand, siger han til Politiken. Ministeren vil bruge befolkningsundersøgelsen som springbræt til en ny folkesundhedsplan – bl.a. med særlig fokus på fedme. Kilder: Jyllands-Posten, RB (16.4.), 1. sektion, s. 5; Politiken (16.4.), 1. sektion, s. 1 og 6.
Nyhed fra www.madogsundhed.dk
|