| Ny pille mod overvægt og rygningSkrevet d. 17 Marts 2004
Det franske medicinalfirma Sanofi Synthélabo barsler med et nyt præparat, der mindsker appetitten og lysten til at ryge.
Oveni i den endeløse strøm af tilbud til overvægtige og samvittighedstyngede rygere har det franske medicinalfirma Sanofi Synthélabo i USA lanceret de første prøvekørsler af et nyt præparat, der både nedsætter appetitten og rygelysten.
Navnet på præparatet, som tidligst ventes på markedet om et år eller to, er Acomplia.
Pillen blev oprindeligt udviklet for at nedsætte risikoen for hjertesygdomme hos overvægtige og rygere. Under testning af præparatet tabte de involverede forsøgspersoner i gennemsnit otte kilo på lidt under et år, samtidig med at en tredjedel af rygerne holdt op med at ryge.
– Det forekommer at være et glimrende middel, fordi det er første gang, vi har noget, der samtidig kan hjælpe patienten til at holde op med at ryge, mindske risikoen for hjertekarsygdomme og bekæmpe fedme, siger professor Elbert Glover fra West Virginia School of Medicine til Reuters.
Pillen blokerer for såkaldte "endocannabinoide" receptorer i hjernen, og styrer tilsyneladende på denne måde fødevareindtagelsen og energiforbruget. Pillen reducerer især fedt i maveregionen, forbedrer fedt- og glukose forbrændingen, øger andelen af HDL hos forsøgspersonerne, samt gør rygestop lettere
Se alle nyhederne
|