| Danish Crown tager æren for dansk kalveproduktionSkrevet d. 22 Marts 2004- Det må være mod bedrevidende, når kalveproducenter i dag i Jyllands-Posten kritiserer Danish Crown for manglende indsats i afsætningen af dansk kalvekød. Det er tværtimod Danish Crowns fortjeneste, at der overhovedet er en produktion af dansk kalvekød i Danmark, og med en konstant efterspørgsel fra producenter om at blive Dansk Kalv-producent, må der også være en hel del kalveproducenter, der har fundet ud af, at det er en fornuftig forretning at producere kalvekød i Danish Crown.
Sådan siger Lorenz Hansen, direktør i Danish Crowns Oksekødsdivision, som oplyser, at der hele tiden har været en venteliste til Dansk Kalv-produktionen, og da Danish Crown i forbindelse med den seneste produktionsudvidelse tog alle producenter fra ventelisten ind, var der straks 100 nye producenter, der henvendte sig.
Om afregningsprisen til landmændene siger Danish Crown-direktøren:
- Danish Crown har stillet producenterne af Dansk Kalv et tillæg på 4 kr./kg i udsigt i forhold til prisen på ungtyre. Dette tillæg relaterer til de skærpede dyrevelfærdskrav, der stilles til Dansk Kalv-produktionen. Aktuelt har Dansk Kalv-producenterne fået et tillæg på 6,25 kr./kg, og det har os bekendt været en rimelig forretning for kalveproducenterne - og i øvrigt har tillægget altid ligger over de 4 kr./kg.
Dansk Kalv er en af Danish Crowns mange specialproduktioner, og et Kalveudvalg er med til at bestemme markedsføringsindsatsen for produktet.
- For hver leveret Dansk Kalv indbetaler producenterne 50 kr. til en markedsføringsfond, som kalveudvalget selv disponerer over. Hvis udvalget mener, at markedsføringsindsatsen har været for lille, kan udvalget til enhver tid disponere over midlerne eller eventuelt øge de 50 kr. pr. kalv. Den normale politik i Danish Crown er, at specialproduktionerne efter en indkørings-periode skal hvile i sig selv. Sådan må det også være med Dansk Kalv-produktionen.
- Jeg synes det er ærgerligt, at medlemmer af kalveudvalget, som jævnligt bliver orienteret om markedsforholdene, i Jyllands-Posten giver udtryk for, at prissætningen af kalvekød er et ta’ selv bord. En del af utilfredsheden, tror vi, skyldes frustrationer over beslutningen om reduktion at EU-støtten, og vi vil indkalde til et møde i kalveudvalget, så vi kan koncentrere vore kræfter om de forhold, vi har indflydelse på, siger Lorenz Hansen.
Se alle nyhederne
|