| Kreaturslagteri på charmeoffensivSkrevet d. 26 April 2004Oksekødsdivisionen under Danish Crown har indledt en kampagne, der på sigt skal øge antallet af leverandører og andelshavere.
Kampagnen omfatter blandt andet annoncer i LandbrugsAvisen og MånedsMagasinet Kvæg.
Derudover har Oksekødsdivisionen udsendt en præsentationsavis, der med ord og billeder beskriver, hvad det vil sige at være kreaturandelshaver i Danish Crown, oplyser Danish Crown i sit ugebrev.
- Alle ved, at der i de kommende år vil ske et udskilningsløb i slagteribranchen. Det her er vores måde at markere, at vi står med gode kort på hånden i kraft af et moderne produktionsapparat og en særdeles konkurrencedygtig afregning til leverandørerne, forklarer direktør Thomas Knudsen, Oksekødsdivisionen.
Med op mod 310.000 slagtninger om året er Oksekødsdivisionen landets førende aftager af kreaturer.
De seneste år er der investeret kraftigt i at fremtidssikre produktionsanlæggene, der omfatter fem slagteanlæg, en række udbeningsafdelinger samt to detailpakafdelinger.
Oksekødsdivisionens leverandører tæller omkring 12.000 kreaturleverandører – heraf er næsten 90 procent andelshavere.
Se alle nyhederne
|