| Thise topper på sit imageSkrevet d. 6 Maj 2004Fødevaregigant er dumpet ned på image-rangliste.
Af Karsten Himmelstrup
Den hårde negative medieomtale af Arla Foods og specielt mejerikoncernens forhold til små mejerier herhjemme får selskabet til at rutsje et godt stykke ned af fødevarebranchens image-rangliste.
I Levnedmiddelbladets imageanalyse i det seneste nummer tager Arla Foods turen ned fra en plads osm nummer 1. til en 7. plads efter fire år på toppen. Også Danish Crown, der blandt andet ligger i strid med medierne om rengøringen på slagterierne, klarer sig dårligere i år og rykker fra en 3. til en 10. plads
For Arla Foods er det måske dobbelt hårdt, at selskabet samtidig bliver overhalet af det lille mejeri Thise, som rykker ind som ny på listen på en 3. plads. Vinder i år er Danisco med Carlsberg på en andenplads. Tulip ligger som nummer fire.
Arla Foods fastholder 1. pladsen i kategorierne "dygtig ledelse", "kvalitet" og "produktudvikling" og tager en 2. plads i kategorierne "mest troværdig" og "tænker mest på miljøet". Derimod er placeringen som nummer et i den sidste kategori, "høj forretningsetik", nu skiftet ud med en 7. plads.
Generelt må de store virksomheder vige pladsen for de små- og mellemstore.
Blandt de nye fødevarevirksomheder på listen er Danpo, som kommer ind på en 15. plads. Det vurderes i bladet som et resultat af, at virksomheden har præsenteret en række nye trendy produkter, og at svineslagterierne og svineproducenterne samtidig er røget til bunds grundet negative historier i pressen.
Analysen foretages af TechMedia blandt 100 topledere fra Danmarks største fødevarevirksomheder og deres kunder i catering- og dagligvaresektoren.
Se alle nyhederne
|