| Danish Crown køber stor engelsk kødvirksomhedSkrevet d. 11 Maj 2004Datterselskabet Tulip Ltd. udvides med Englands næststørste kødvirksomhed.
Danish Crown har nu opnået enighed med aktionærerne i den engelske kødvirksomhed Flagship Foods Ltd. om at overtage samtlige aktier i virksomheden, som er UKs næststørste inden for svinekødsområdet.
Det engelske marked er i forvejen Danish Crown-koncernens absolut største, med en andel på 25 procent af koncernomsætningen, svarende til 10 mia. kr. Denne position styrkes nu yderligere med tilførsel af fire mia. kr. UK-omsætning ved købet af Flagship Foods.
Flagship Foods, som både omfatter kødforædling, udskæring af fersk kød og slagtning, bliver lagt sammen med Danish Crowns engelske datterselskab Tulip Ltd. under ledelse af viceadministrerende direktør Carsten Jakobsen.
Også Flagship Foods aktionærer Graham Roach og Tony Ambler vil indgå i ledelsen af det samlede selskab.
Danish Crowns køb af Flagship Foods skal godkendes af konkurrencemyndighederne i EU-kommissionen, og købet træder først i kraft, når - og hvis - en godkendelse er klar.
Flagship Foods og Danish Crown har aftalt, at købesummen ikke oplyses.
- Købet af Flagship Foods er et meget vigtigt skridt for Danish Crowns udvikling. I en situation, som præges af en stadig skærpet konkurrence over landegrænserne i Europa, sikrer vi hermed en af de allervæsentligste afsætningskanaler for dansk svinekød, og samtidigt får vi mulighed for at udvide vort sortiment i UK og dermed blive en endnu mere attraktiv partner for den engelske detailhandel, siger Danish Crowns formand Niels Mikkelsen.
Flagship Foods:
Omsætter for næsten fem mia. kr. om året (Danish Crown: 40 mia. kr.),
har tre datterselskaber: Forædlingsvirksomheden Roach Foods Ltd., ferskkødsvirksomhederne Flagship Fresh Foods Ltd. og Dalehead Foods Ltd.,
driver ni fabrikker i England,
fremstiller især bacon, fersk kød og pålæg
slagter 1,6 mio. svin om året (Danish Crown: 20,1 mio. svin) og
beskæftiger cirka 3.700 personer (Danish Crown: 23.000 personer).
Se alle nyhederne
|